Forfatter

 

Morgen

Det første han tager på om morgenen er sproget, så selvfølgeligt som briller og sutsko, men det bliver aldrig en del af kroppen, aldrig en nøgen sandhed. Han slubrer ud i køkkenet, rager kniven til sig og stikker den i brødet. Så koger han vand, eller vandet koger sig selv, det kan være det samme: kedlen koger vandet. Mens han skiver smør, koger vandet inderligt og osten høvler løs på brødet. “Kaffe!” kværner en bande narkotiserede dendritter i baghovedet. Øjnene lukker sig, men morgenen vil ind, solen plasker allerede gennem vinduerne og afstriber gulvet. Han overhaler en uforholdsmæssig langsom bunke reklamer og slingrer videre ud på badeværelset. “Mine bevægelser er hurtigere end solens,” tænker han, “og alligevel når solen først frem til klokken ni.”

Om morgenen er han navnløs. Et navn er til for andre, han tager dørskiltet på sig når han går ud, men aldrig med i bad. Under bruseren er han unævnelig, og tankerne tænker sig selv. “Møde, særdeles ubetydeligt møde med andre visitkort.” Skulle han lægge sig syg? Men hjertet dunker ham kammeratligt i brystet, og lungerne lover godt vejr.

Forsøgsvis slynger han et blik i spejlet, og føler sig ramt. I dag får skægstubbene lov at stå på roden. Det tegner til skovhuggerlook, ternet skjorte og goddag-mand-økseskaft – alt for længe siden han har plantet sine storsnudede lædersåler i nogen skovbund. Et løfte: inden ugen er omme igen at betræde jorden, uden at gulve og fliser kiler sig imellem.

Han retter sig op, lænker venstre arm til tiden, skubber sig ind i en jakke og husker at checke sine våben: nøgler, koder, kort. Så pudser han tænderne, flår navnet af døren og tager civilisationen på sig. Endnu en morgen er erobret.